Valg af plastvarer til laboratoriet med den korrekte kemiske kompatibilitet

Af DWK Life Sciences

Plastvarer kræves til mange forskellige laboratorieprocesser, men en forståelse af plastisk kemisk kompatibilitet - dens fysiske egenskaber, og hvordan disse påvirker kompatibiliteten med de kemikalier, som plastvaren er i kontakt med, er afgørende.

Denne blog giver et overblik over de mest almindelige typer af plastvarer der bruges i et laboratoriemiljø, en sammenfatning af de vigtigste egenskaber for hver type, og gode råd til hvilke substanser der er mest og mindst velegnede, for at sikre at laboratorievaren har den korrekte plastiske kemiske kompatibilitet.

Polypropylen (PP)

Polypropylen, der ofte forkortes PP, er en semitransparent, stiv polymer, der kan modstå temperaturer mellem -20 til +135°C. Grundet den robuste natur bruges den typisk til fremstilling af et stort udvalg af generelle laboratorieemner såsom bægre, flasker, kander og cylindere, bare for at nævne nogle få. Da det kan autoklaveres ved 121°C, kan emner, der er fremstillet af dette materiale steriliseres, og endvidere kan flasker og beholdere af dette materiale bruges til at understøtte steriliseringen af indholdet i dem. Materialet har en fremragende kemisk bestandighed hen over et bredt udvalg af substanser, herunder adskillige syrer såsom salicylsyre, svovlsyre og moderate koncentrationer af saltsyre. Der findes dog et antal af substanser, som det ikke er velegnet til, herunder toluen, acetone og nitrobenzen og benzen.

Polytetrafluorethylen (PTFE)

Polytetrafluorethylen, ofte forkortet PTFE, er en intransparent, stiv polymer med et meget højere driftstemperaturinterval end alle andre plasttyper, da det kan bruges ved mellem –200 og +260°C. Det har også en uforlignelig bestandighed over for næsten alle kemikalier, så det er et ideelt materiale til de mest udfordrende brugerapplikationer. Dette materiale bruges typisk til at lave flasker, bægre og omrørere til brug i mere krævende laboratorieapplikationer.

Polyfluoralkoxy (PFA)

Polyfluoralkoxy, ofte forkortet PFA, er en semitransparent form af PTFE. Den har de samme værdifulde egenskaber som PTFE ovenfor, men dens klarhed og fleksibilitet gør den ideel til fremstilling af flasker, typisk de som bruges til analyse af spormetaller.

Polyethylen med lav massefylde (LDPE)

Polyethylen med lav massefylde, ofte forkortet LDPE, er en semitransparent, smidig polymer med et snævert temperaturinterval fra -50 til +80°C, så den er uegnet til autoklavering. Dens fleksibilitet gør at produkter, der er fremstillet af den, praktisk talt er ubrydelige. Den er ideel til brug, når man skal bruge et fleksibelt produkt, såsom til sprøjteflasker og andre lignende dispenseringsflasker. Den har en god bestandighed over for de fleste kemikalier, der findes dog et antal af substanser, som den ikke er velegnet til, herunder hexan og benzen.

Polyethylen med høj massefylde (HDPE)

Polyethylen med høj massefylde, ofte forkortet HDPE, er en semitransparent, som i modsætning til LDPE er meget mere stiv af natur. Den er egnet til brug ved temperaturer, der spænder fra -100 til +120°C, og lige som ved plastvarer af LDPE, kan den ikke autoklaveres. Det har et fint niveau af kemisk bestandighed, og dens høje elastiske styrke gør den meget hårdfør. Den anvendes ofte til flasker, hvor der kræves en stiv struktur.

Polymethylmethacrylat, akryl (PMMA)

Polymethylacrylat, akryl, ofte forkortet PMMA, er en transparent, stiv polymer med et snævert temperaturinterval fra -60 til +50°C og kan ikke autoklaveres. Den har kun en moderat kemisk bestandighed (den er for eksempel ikke egnet til brug med butylacetat og acetone), men er meget hårdfør og bruges typisk til stråleafskærmning, hvor der både kræves en fremragende sigtbarhed og beskyttelse.

Polymethylpenten (PMP/TPX)

Polymethylpenten, ofte forkortet PMP eller TPX, er en transparent, stiv polymer. Den har en lav massefylde og en høj klarhed, og bruges ofte i fremstillingen af plastiske laboratorievarer, såsom bægre og cylindere, hvor et højt niveau af klarhed er særligt fordelagtigt. Den har et bredt temperaturinterval fra -180 til +145°C og kan autoklaveres ved 121°C. Den har en god til fremragende kemisk bestandighed, selvom man stadig skal være forsigtig med nogle substanser, herunder benzen.

Polystyren (PS)

Polystyren, ofte forkortet PS, er en transparent, stiv polymer. Den har et snævert temperaturinterval fra -40 til +90°C, kan ikke autoklaveres og er skrøbelig af natur. Den har dog en fremragende klarhed og bruges ofte til at fremstille medicinske beholdere og rør, hvor synligheden af indholdet er vigtigt. Den har kun en moderat kemisk bestandighed, men kan bruges med visse syrer, herunder en lavere koncentration af svovlsyre.

Polycarbonat (PC)

Polycarbonat er en transparent, stiv polymer med et bredt temperaturinterval fra -135 til +135°C, så den er velgenet til autoklavering ved 121°C. Den har en moderat kemisk bestandighed, men vigtigst af alt besidder den en høj slagstyrke og bruges derfor typisk til sikkerhedsskærme og andet beskyttelsesudstyr. Man skal være forsigtig, når denne polymer eksponeres over for mange substanser, da den kun har en moderat kemisk bestandighed. Den kan derfor for eksempel ikke bruges med højt koncentreret svovlsyre eller acetone.

Polyvinylchlorid (PVC)

Polyvinylchlorid er en polymer med et af de mest snævre temperaturintervaller i plastvarer, der normalt findes i laboratoriet, fra -25 til +70°C. Den kan derfor ikke autoklaveres. PVC har en moderat kemisk bestandighed og kan enten være stiv eller fleksibel, og farvet eller klar af natur. Den bruges typisk til generelle produkter til almindelig understøttelse i laboratoriet, såsom bakker og trug.